Besøg os i BambusHuset

Vores arbejdsplads er et eksperiment

BambusHuset er et godt eksempel på, hvordan vi tænker og arbejder i zeal. De bæredygtige løsninger skal ikke findes i et enten/eller, men i et både/og. Derfor er vores arbejdsplads både et gammel og et nyt hus. Det er både et murstenshus og et bambushus. Det er en arbejdsplads i stuen og kælderen, og et hjem på 1. sal. 

Med huset tester vi flere forskellige løsninger for et mere bæredygtigt liv. Der er solceller på taget. Komfuret kører på gas, som genereres af det køkkenaffald vi smider i hjemmebiogasanlægget. På alle tagflader er der sedumtag, hvor bierne stortrives blandt blomsterne. Haven er vild med vilje. Husets fundament og ydre vægge består fra det gamle hus. De nye terrasser og det nye gulv er bygget op af lægterne fra tagkonstruktionen i det gamle hus. Vi har gemt mange af materialerne fra det gamle hus, og bygger fortsat videre med afsæt i, hvad vi har tilrådighed. Det er bl.a. blevet til skriveborde, reoler og skohylder. 

Når vi tager udgangspunkt i det eksisterende, det forhåndenværende, så sparer vi på ressourcerne og skaber værdi af dét, som andre måske ikke længere så værdi i. Vi kan gøre meget med lidt, og der er så rigeligt at tage udgangspunkt i.

I BambusHuset arbejder vi lige ud til naturskønne Aarslev Engsø. Søen er et eksperiment i naturgenoprettelse, da man i 2003 slukkede for afvandingen og gav området tilbage til naturen ved at lade enge og marker oversvømme. Søen og de omkringliggende arealer er beskyttet som habitatområde under EU og giver i dag grundlag for et meget rigt plante- og dyreliv, der igen skaber plads for mange af de dyrearter som levede der for mere end 100 år siden. 

Når du ankommer på cykel...

Hvis du har mulighed for at ankomme til BambusHuset på cykel fra Aarhus, venter der en helt særlig naturoplevelse. Vi anbefaler, at du tager Brabrandstien og nyde udsigten på vejen. Overvej at køre i god tid, så du har mulighed for at lægge et stop ind på vejen ud eller hjem. Der ligger en skøn café på stien, som serverer lækker kaffe og en fantastisk udsigt. 

Når du ankommer med bus og tog...

Kommer du til BambusHuset med tog, skal du med bus 11, 12 eller 113 mod Brabrand og stå af ved Tre Ege. Fra busstoppestedet kan du slå genvej gennem skoven og kommer ad den vej frem efter 10 minutters gang.  

Når du ankommer med bil...

Der er to gæsteparkeringspladser ved BambusHuset. Når de er optaget er der to offentlige parkeringspladser tæt på. Den ene ligger ned til Aarslev Engsø, den anden ved Aarslev skov. Fra begge parkeringsplads er der ca. 10 minutters gang til BambusHuset. Fra søparkeringen går du langs stien mod vest langs åen til du kommer over broen, der krydser åen. Her drejer du til højre og følger stien til Sandbjergvej. Fra skovparkeringen går du langs grusvejen, Hansen-Aarslevs Vej til Sandbjergvej.