Beskrivelse
I efterkrigstiden byggede vi et samfund på tillid, faglighed og stærke institutioner. Der var konflikter og kriser, men der fandtes modstandskraft.
I årtier er denne modstandskraft stille blevet demonteret. Ikke som følge af store politiske beslutninger, men i hundredvis af små, fornuftige valg om effektivitet, centralisering og digitalisering. Og udefra er de internationale institutioner, vi voksede op med som selvfølgelige garantier, kommet under et pres, som ingen af os for alvor er forberedt på.
Det stille skifte er fortællingen om, hvad der sker, når et samfund optimerer sig selv til kanten af sin egen skrøbelighed.
Bogen følger udviklingen indefra: universiteterne, den finansielle sektor, sundhedsvæsenet, de internationale institutioner. Det er en personlig beretning fra tæt hold. Forfatteren har siddet ved bordene, hvor beslutningerne blev truffet, og set med egne øjne, hvordan institutionel selvtillid langsomt kan forvandles til institutionel sårbarhed.
Bogen er en advarsel mod at forveksle effektivitet med styrke, og en påmindelse om, at det, vi har bygget op, kun holder, så længe vi forstår, hvordan det hænger sammen.
Vi har fået et samfund, der stadig ligner sig selv udenpå. Men under overfladen er det langt mere udsat, end det ser ud til. Vi er ikke længere klar.
