5 nemme og miljøvenlige alternativer til badeværelset

Går du også med tanker om hvordan du kan gøre din hverdag mere bæredygtig, så har vi fundet fem nemme, miljøvenlige alternativer til badeværelset, som er nemt tilgængelig enten i fysiske butikker eller online.  

Badeværelset er et af de nemme steder at starte i hjemmet, og vi anbefaler at du starter med at skifte én ting ud ad gangen. Det er vigtigt at være realistisk og tage det i dit eget tempo. To hurtige råd: være åbensindet og forvent ikke at finde det perfekte alternativ, som matcher dine behov i første køb. I mange tilfælde er der mange valgmuligheder, og den shampoo som din veninde har købt og elsker, er ikke nødvendigvis den du selv bør købe. Det er okay at lave fejlkøb, vi har alle været der, og som med alt andet nyt er det en learning-by-doing proces. 

Tandpastatabeletter 

Skift den velkendte tandpastatube ud med tandpasta i tablet form. Ved at lave denne udskiftning på badeværelset undgår du plastikemballage som ikke er genanvendeligt. Tabletterne kan købes i glasemballage, komposterbart materiale eller genanvendt papir samt som mængdevarer hvor du selv medbringer din egen emballage. 

Meget traditionel tandpasta indeholder mikroplast som ledes ud i naturen, når du børster tænder. Derfor kan du virkelig gør en forskel og minimere dit plastikforbrug ved at skifte til tabletter. Hver tablet indeholder den nødvendige mængde tandpasta, og du er derfor ikke i tvivl om du bruger for lidt eller for meget produkt.  

Produktet kan ses og købes her: https://www.helsam.dk/personlig-pleje/hygiejne/tandpasta/tandpasta-tabletter-med-fluorid?id=24590  

Sæbebarer 

Sæbebarer kommer i mange varianter som fx shampoobar, balsambar, barbersæbe, rengøringssæbe, håndsæbe, opvaskesæbe osv. Fælles for dem alle er, at du slipper for den traditionelle emballage i form af plastikflasken som vi ufrivilligt køber sammen med flydende sæbe. Derudover reducerer du CO2-forbruget ved transporten af sæben, da flydende sæber er markant tungere at transportere, da de indeholder en masse vand. Du vil også opdage at sæbebarer ofte er lavet af naturlige ingredienser, med færre eller ingen skadelige kemikalier og hormonforstyrrende stoffer, som der er i flydende sæber. 

Hvis du ønsker at skifte til faste sæbebarer, så anbefaler vi, at du finder en fysisk butik, hvor du kan søge råd omkring hvilket produkt, der passer til dine behov. Det kunne fx være Tinc som har fysisk butik i både Århus og Aalborg. Særligt, hvis du skifter til en shampoobar, kan tilvænningsperioden afhænge af hvilke ingredienser baren indeholder. 

En sæbebar er både et godt, sikkert, sundt og miljørigtigt valg. 

Produktet kan ses og købes her: https://tinc.shop/collections/shampoo-balsam-bar  

Safety razor 

En safety razor er en unisex genanvendelig barberskraber. Safety razoren er et alternativ til engangsskrabere af plast og genanvendelige barberskrabere af plast. En safety razor er 100 % plastikfri. Den er oftest lavet af metal, både skraber og blade, og kan med det rette vedligehold være en skraber for livet. Du kan få safety razors i forskellige størrelser og designs, så den opfylder netop dit behov. Er du i tvivl kan du søge vejledning online eller i butikker som fører produktet. Pris og kvalitet hænger ofte sammen når man vælger at investere i en safety razor, og for bedste resultat og oplevelse bør man tage det i betragtning ved køb. Tilvænningsperioden kan variere alt efter hvilken skraber man køber.  

Som bonus er bladene til en safety razor markant billigere end dem vi kender fra velkendte mærker som Gillette, og skraberen har også et mere æstetisk udtryk som pynter på badeværelset. To mærker af høj kvalitet inden for safety razors er Leaf Shave og tyske Mühle Safety Razors – begge forhandles online hos Økofamilien.  

Produktet kan ses og købes her: https://www.okofamilien.dk/vare-kategori/personlig-pleje/barbering/safety-razor/  

Genanvendelig “vat”pind 

På listen over de 10 største kategorier af engangsplastik i havet, fra en undersøgelse gennemført af EU, finder vi vatpinde. Dem vi kender fra supermarkedet, hvor vi i en plastikæske til ingen penge får 100 vatpinde. Vatpinde er så små at de ofte er svære at affaldssortere og derfor ender de ofte i naturen, hvor de ikke høre hjemme. Der findes også vatpinde i papir og træ, men fordi de kun kan brugs én gang, er de en miljøbelastning at producere og sortere. LastSwab er et genanvendeligt alternativ til den traditionelle vatpind, som blot skal rengøres med sæbe og vand, og er testet til at kunne bruges op til 1000 gange. De fås både i forskellige farver og varianter til både hygiejne og make-up, kan købes online og i udvalgte fysiske butikker, og kræver minimal tilvænningstid.  

Produktet kan ses og købes her: https://lastobject.com/products/lastswab-basic?variant=33234966413389?currency=DKK&utm_id=dis10&gclid=EAIaIQobChMImZ3lm9io8wIV2gWiAx07igYxEAQYASABEgJvYPD_BwE   

Genanvendelige rondeller 

Genanvendelige rondeller findes efterhånden alle vegne, selv i det lokale supermarked, og er et alternativ til de traditionelle, engangs-vatrondeller. De fås i et hav af varianter lavet af fx økologisk bomuld, bambustekstil, genanvendte tekstiler, strikkede, hæklede eller tætvævet stof. Der er helt sikkert en variant for alle, og man kan sågar lave dem selv relativt nemt. Forskellige tykkelser og varianter kan egne sig til forskellige formål, men fælles for alle så vaskes de blot i vaskemaskinen hvorefter de kan bruges igen. De kræver stort set ingen tilvænningsperiode og findes i flere prisklasser.  

Produktet kan ses og købes her: https://elou.dk/vare/genanvendelige-bomuldsrondeller/  

Held og lykke med jagten på de miljøvenlige alternativer. Selv de små ting tæller, og du kan gøre meget med lidt, når du starter her.   

Louise Svendsen

Kommunikationspraktikant, bæredygtighedsentusiast og kandidatstuderende ved Aalborg Universitet

zeal

Vores mission er at inspire, motivere og udfordre dig
til at tage bedre og mere langsigtede beslutninger for dig selv og din virksomhed.