zeal - sustainable strategy - since 1980

Ved du hvorfor Nobelpriserne 2021 er vigtige for den bæredygtige udvikling?

Det er de, fordi årets nobelprisvindere i henholdsvis fysik og kemi, anerkendes for deres arbejde vedrørende klimaet, dets bevarelse og forandring.  

Mens verdens ledere forbereder sig på FN’s klimakonference i november, COP26, anerkender Nobelkomiteen vigtigheden af videnskab som kan forklare og afhjælpe klimaets udvikling. Bæredygtig udvikling er nu, mere end nogensinde, aktuel – og den videnskabelige evidens har aldrig været stærkere. 

 

Nobelprisen 2021 i fysik  

1) Der er ingen tvivl: klimaet forandrer sig hurtigere end nogensinde før. 

2) Hvorfor: på grund af menneskets aktiviteter.  

3) Hvordan ved vi det: fordi vi har videnskabelig evidens takket være Soykoro Manabe og Klaus Hasselmann. 

Den viden og de modeller vi har i dag, som kan forudsige fremtidens klimaforandringer, endda med stor præcision, er udviklet af Manabe og Hasselmann. De to forskere kaldes ”klimamodellernes fædre”, og har modtaget den ene halvdel af årets Nobelpris i fysik.  

Manabe var den første der med videnskabelig evidens slog fast, at den globale gennemsnitstemperatur stiger, jo mere CO2 vi udleder. Hans model kan med stor præcision beregne, hvor meget temperaturen stiger, ud fra hvor meget CO2 der hober sig op i atmosfæren. Ti år efter Manabe’s videnskabelige opdagelse, udviklede Hasselmann en statistisk model. Modellen beregner hvordan klimaforandringer påvirker vejret, og slår fast at klimamodeller er pålidelige, til trods for at vejret er omskifteligt og kaotisk. Hasselmanns model er stokastisk, og tager dermed højde for tilfældigheder. 

Giogio Parisi er modtager af den anden halvdel af årets Nobelpris i fysik, og hædres for hans bidrag til teorien om uordnede materialer og tilfældige processer. 

 

Nobelprisen 2021 i kemi 

Benjamin List and David W.C. MacMillan tildeles årets Nobelpris i kemi, og hædres dermed for deres arbejde med molekyler. Med deres opdagelse er det blevet muligt, at bygge molekyler på en mere miljøvenlig måde, kaldet asymmetrisk organokatalyse.  

Ved brug af ovenstående katalysemetode dannes kun det ene af molekylets to former, der dannes altså ikke et spejlbillede af stoffet, som ved tidligere metoder. Spejlbilledet er i mange tilfælde uønsket, og udgør derfor et restmateriale som har en skadelig effekt på miljøet. Tidligere metoder har ofte været baseret på metaller, hvor restmaterialet har været giftige tungmetaller. Udover at asymmetrisk organokatalyse ikke efterlader et spejlbillede, så er metoden også organisk, og fordi den er organisk, bliver eventuel overskudsmateriale nedbrudt til uskadelige stoffer, som ikke er giftige.  

Metoden er lettere tilgængelig, mere prisvenlig, og tillader altså, at man kan bygge molekyler uden uhensigtsmæssige affaldsprodukter. Metoden er bl.a. ideel til fremstillingen af medicin, og er særlig vigtig når medicinalvirksomheder får godkendt nye præparater, som skal fremstilles i store mængder.   

 

Lad os følge Parisi’s ord, lad os ”handle nu, meget hurtigt og ikke med forsinkelse” [oversat]. Klimaet forlanger det, og videnskaben understreger det. 

Louise Svendsen

Kommunikationspraktikant, bæredygtighedsentusiast og kandidatstuderende ved Aalborg Universitet

zeal

Vores mission er at inspire, motivere og udfordre dig
til at tage bedre og mere langsigtede beslutninger for dig selv og din virksomhed.

zeal

Vores mission er at inspire, motivere og udfordre dig
til at tage bedre og mere langsigtede beslutninger for dig selv og din virksomhed.


Udgivet

i

af

Tags: