Ønsker du at din virksomhed skal sælge lokalt i Europa, undgå transport på tværs af kloden, og sikre at du vælger en samarbejdspartner som er alignet med din virksomheds værdier? Så vil du nok som de fleste andre mindre virksomheder være på udkig efter at udvide dine kundekanaler med en online markedsplads. Dine kundekanaler er de kanaler, du markedsfører, sælger og leverer dit produkt/din service igennem. Det kan være din butik, din webshop, andres butikker, men det kan også være online markedspladser.
Online markedspladser er webshops som sælger produkter fra flere forskellige virksomheder. Markedspladsen kan både have egne lagre hvor det er markedspladsen som ejer eller distribuerer varerne, men det kan også fungere sådan, at de produkter der sælges på markedspladsen lagerføres ude hos virksomhederne selv – en online markedsplads kan også have en kombination af begge.
Online markedspladser har en stor volumen af potentielle kunder, og derudover håndteres alt det praktiske ift. at sælge udover Danmarks grænser af markedspladsen. Virksomheder som ønsker at sælge sit produkt gennem denne type kundekanal skal blot opfylde kravene fra den enkelt markedsplads.
Når vi snakker online markedspladser, så er det første mange tænker på sikkert Amazon, som er en af verdens førende online markedspladser. Tal fra Dansk Industri (2021) viser i hvert fald at 91% af danskerne kender Amazon, og 30% har benyttet platformen til køb af produkter.
Men bygger du din virksomhed med fokus på bæredygtighed, og prioriterer du at der skal være balance i alle led i kæden på både den menneskelige og den miljømæssige bundlinje, så bør du måske overveje at kigge på alternativer til Amazon. Markedspladsen har nemlig været involveret i sager vedrørende kritisable arbejdsforhold, problematisk dataindsamling, kopi- og risikofyldte produkter, problematiske skatteforhold og monopollignende konkurrencefordele. Så derfor giver vi her, hvad vi mener, er de 5 bedste alternativer til Amazon, hvis du ønsker at sælge på tværs af landegrænser i Europa.
Listen består af to UK-baseret markedspladser, som leverer på tværs af Europa, en svensk som er den største markedsplads i norden, en polsk som er førende i Østeuropa, og en dansk som opererer i Danmark og de omkringliggende lande.
Fruugo
Fruugo er en UK-baseret online markedsplads som er relativt ung sammenlignet med dens europæiske konkurrenter. Markedspladsen er tilgængelig i mere end 40 lande, og understøtter mere end 20 valutaer og 25 sprog. Fruugo tilbyder millioner af produkter fra hundredvis af detailhandlere, og har mere end 25 millioner aktive brugere. Virksomheder der ønsker at sælge gennem Fruugo skal blot registrere 1 gang for at få adgang til hele markedspladsens portefølje. Derudover opererer de med et nul-salg, nul-gebyr koncept, så virksomheder kun betaler gebyr ifm. salg. Fruugo tilbyder også oversættelse, kundeservice og markedsføring således at det eneste virksomheden selv skal sørge for er, at gennemføre indkomne ordre.
Se markedspladsen her.
OnBuy
OnBuy er også en UK-baseret online markedsplads, som blev lanceret i 2016 med det formål at skabe en mere fair og transparent platform sammenlignet med dens konkurrenter på markedet. Gennem OnBuy kan virksomheder af alle størrelser sælge nye og genbrugte produkter til mere end 150 lande. Markedspladsen har tusindvis af sælgere og mere end 10 millioner produkter fordelt over tusindvis af kategorier. OnBuy har stort fokus på at sikre risikofrie salg med et simpelt og sikkert check out system – i tråd med målet om fair og transparant handel. Markedspladsen ejer intet eget lager, og ejer ingen af de tilbudte produkter, for at undgå at blive en konkurrent til de sælgende virksomheder som benytter platformen.
Se markedspladsen her.
CDON
CDON er nordens største markedsplads med et bredt udvalg af produktkategorier. CDON er svensk og leverer til henholdsvis Danmark, Norge, Sverige og Finland. Ved at sælge gennem denne platform kan man som virksomhed drage nytte af deres stærke markedsposition og høje trafikcifre. Markedspladsen har 100 millioner besøgende hvert år, 600 tusinde følgere på Facebook, 2,2 millioner e-mailabonnenter og 88% af den nordiske befolkning er bekendt med platformen.
Se markedspladsen her.
Allegro
Allegro er den femte mest besøgte markedsplads in Europa og er polsk. Markedspladsen sælger en bred vifte af produkter, og har mere end 20 millioner kunder. Allegro er en stærk spiller i størstedelen af Østeuropa, og derfor en god mulighed for virksomheder som ønsker at udvide til denne region. Dog eksisterer platformen ikke på engelsk, så en integration på markedspladsen vil derfor kræve oversættelse.
Se markedspladsen her.
Coolshop
Coolshop blev grundlagt tilbage i 2002, og er en dansk familieejet markedsplads, som leverer en simpel online shoppingløsning. Platformen er tilgængelig i 8 lande – udover Skandinavien finder vi Coolshop i UK, Tyskland, Holland og på Island. Det er derfor en oplagt kanal for virksomheder som ønsker at udvide til lande nær Danmark. Coolshop har et voksende produktsortiment, og med deres 15 år i branchen er det relativt nemt at komme i gang.
Se markedspladsen her.
Louise Svendsen
Kommunikationspraktikant, bæredygtighedsentusiast og kandidatstuderende ved Aalborg Universitet
zeal
Vores mission er at inspire, motivere og udfordre dig
til at tage bedre og mere langsigtede beslutninger for dig selv og din virksomhed.