zeal - sustainable strategy - since 1980

5 nemme og miljøvenlige alternativer til køkkenet

Til dig der i fuld gang med den grønne omstilling derhjemme, har vi fundet fem nemme, miljøvenlige alternativer til køkkenet, som er let tilgængelige enten i fysiske butikker eller online.  

Køkkenet er, ligesom badeværelset (se tidligere blogindlæg her), et godt sted at starte i hjemmet, da vi her bruger, forbruger og smider en del ting væk i løbet af en normal uge. Vi anbefaler, at du starter med at skifte én ting ud ad gangen. Det er vigtigt at være realistisk og tage det i dit eget tempo. Det en learning-by-doing proces, så prøv dig frem og lad være med at give op, hvis der er noget, der simpelthen ikke fungerer for dig. Så skal du stoppe op og prøve et andet produkt. 

 

Alternativ til bagepapir: Silikonemåtter 

Bagepapir kategoriseres som et engangsprodukt, og selvom du kan finde på at bruge det mere end én gang, vil du på et tidspunkt være nødt til at smide det ud. Der findes til gengæld et genanvendeligt alternativ til det bagepapir du kender fra supermarkedet, og det er silikonemåtter. Materialet afgiver ikke uønskede stoffer, så du kan roligt benytte måtterne til al slags madlavning – de fleste måtter kan bruges fra -60°C og op til +230°C. 

Der er flere fordele ved silikonemåtter. Du slipper for at smøre måtterne, da den glatte overflade tillader, at alt slipper let. Du kan vaske måtterne i hånden og i opvaskemaskinen, og du kan benytte dem i både ovn, mikroovn, køleskab og fryser. De afgiver ikke kemikalier eller farlige stoffer i hverken bage- eller fryseprocessen, og du kan bruge dine måtter mere end 3000 gange i deres livstid.  

Produktet kan ses og købes her.

Alternativ til husholdningsfilm og stanniol: Vokspapir 

Vokspapir er et alternativ til stanniol og husholdningsfilm, der ligesom bagepapir er kategoriseret som engangsprodukter. Ved let at varme det i dine hænder kan papiret klistre, så du kan pakke det tæt om madvarer eller lukke åbninger på anden opbevaring. Papiret afgiver hverken klister, smag eller farlige stoffer til din mad, og efter endt brug vasker du blot papiret under hanen.  

Vokspapir er en naturlig mademballage med antibakterielle egenskaber. Det anbefales ikke at pakke råt kød ind i papiret, men du kan bruge det til at tildække en skål hvori du opbevarer dit kød.  

Du kan både købe papiret hvor det er forsejlet med bivoks og i en vegansk udgave. Produktet kan ses og købes her el. her.

Alternativ til plastikposer: Stasher bags 

Stasher bags er et alternativ til engangsplastikposer. Ligesom alternativet til bagepapir, fremstilles de i fødevaregodkendt silikone. Silikoneposerne er lufttætte, lette at lukke, og ligesom måtterne kan de vaskes i din opvaskemaskine eller i hånden.  

Stasher bags har mange funktioner. Du kan bruge dem  

  • til madpakken,  
  • til madrester du gerne vil opbevare på køl eller i fryseren,  
  • til madlavning fx hvis du skal varme mad i mikroovnen, eller 
  • til madopbevaring af tørvarer fx mel og frø. 

Du kan ligeledes bruge dem som toilettaske eller som vandtæt cover til din mobiltelefon – altså funktioner udenfor køkkenet.  

Vil du gerne skrive på dine stasher bags, så skal du blot bruge en whiteboardtusch, så sikrer du dig, at skriften nemt går af ved vask.  

Produktet kan ses og købes her.

Mikroplastfrie klude og svampe 

Du kender eller bruger måske de klassiske karklude som kommer i pakker af rød, gul og blå eller skuresvampene med den grønne skureflade. De har i mange år været fast inventar i danske hjem, men faktisk udleder disse produkter mikroplast hver gang de bruges. Du kan undgå at udlede mikroplast i køkkenet, som på sigt kan ende i vores drikkevand, ved at skifte til mikroplastfrie klude og svampe.  

Strikkede klude i bomuld er en af flere muligheder, hvis du gerne vil vælge et plastfrit alternativ. De kan købes, men du kan også strikke dem selv, hvis det har din interesse. Er du mere til svampe, kan du vælge en lavet af naturlige kokosnødfibre. Udover at holde længere, er svampen også 100% bionedbrydelig. 

Produktet kan ses og købes her el. her.

Mademballage fra supermarkedet 

Når det kommer til emballage i køkkenet, kan du let tage et mere miljøvenligt valg, ved at genbruge emballage fra mad du i forvejen køber. Glas er et af de nemmeste materialer af genanvende, og derfor kan du, såfremt du køber mad i glasbeholdere, genanvende disse flere gange som praktisk og tæt opbevaring til dine madrester såvel som til dine tørvarer. Glas er nemme at vaske i hånden eller i opvaskemaskinen, og det er nemt at få resterende klister fra mærker af med lidt madolie. 

Vi har inkluderet dette alternativ, fordi ikke alle alternativer kræver at du køber nyt til formålet. Faktisk er det ofte lige så nemt at tage udgangspunkt i de ting, som du allerede har og bruge dem flere gange. 

Eksempel på madvarer i genanvendeligt glas kan ses her.

Louise Svendsen

Kommunikationspraktikant, bæredygtighedsentusiast og kandidatstuderende ved Aalborg Universitet

zeal

Vores mission er at inspire, motivere og udfordre dig
til at tage bedre og mere langsigtede beslutninger for dig selv og din virksomhed.

zeal

Vores mission er at inspire, motivere og udfordre dig
til at tage bedre og mere langsigtede beslutninger for dig selv og din virksomhed.


Udgivet

i

af

Tags: